Zen

Jeg har altid forestillet mig at hvis jeg fik chancen for fred og ro, ville jeg gribe den og fundere over livets svære spørgsmål, evigheden, lykken og hele tilværelsens perspektiv. Til lyden af Bachs cellokoncerter ville de dybe tanker komme til mig, hvis blot jeg fik roen, tiden og stedet. Og her var jeg så, i et møntvaskeri, en søndag formiddag. Der var ingen andre til stede, blot en enkelt maskine der monotomt tromlede, og mig i en lænestol ventende på at denne maskine skulle blive færdig. Jeg havde min Ipod i ørene, men intet tv, ingen bog, ingen computer eller for den sags skyld børn, venner eller hustru til at forstyrre. Tiden var min. Men desværre måtte jeg konstatere at der er stadig forskel på den person jeg gerne vil være og så den jeg er. For det blev ikke til de dybe tanker, og på min Ipod søgte jeg ikke de smukke toner af Yo Yo Ma’s cello, men valgte i stedet de simple popsange, og en tanke virksomhed der kredsede usædvanligt længe om emner der slet ikke fortjente den tid de fik tildelt. Så muligheden i sig selv er ikke nok, øjeblikkets potentiale opfyldes ikke med garanti. Nå vel, jeg var efterfølgende ikke utilfreds med min tid i vaskeriet, jeg forlod det i usædvanligt god humør og med en indre ro, selv den mest dybsindige tanke ikke kunne have givet mig. Så måske er der noget om at zen findes ikke når man leder efter den, men når man stopper med at søge den kommer den til dig.

Leave a Reply

Your email address will not be published.