Point

Endnu 1 point, men kønt var det ikke. Der blev kæmpet hårdt, men der mangler stadig lidt i præcision i afleveringer, og så vil blot et øjebliks koncentrationsvigt, som det ved FCK’s mål altid koste mod de gode hold. Atle burde være erfaren nok til at det ikke sker, men det gjorde det så. At der så var andres fejl der førte til situationen ændrer ikke ved at grunden til at man vælger erfarne spillere er fordi de ikke laver den slags fejl…så meget.

Den svære beslutning

Med en kærlighed for positiv og flot fodbold og en historik med mit hold AGF, som mildest talt har medført nogle gevaldige nedture og i perioder har noget værre langsparker fodbold, så var det med en stor glæde da jeg for nogle år siden hørte at Erik Rasmussen skulle være cheftræner fra den 1. januar 2009. Ove Pedersen havde ført klubben igennem en periode i 1. division og tilbage til den bedste række, men havde svært ved at flytte holdet over midten af superligaen. Erik Rasmussen skulle ændre dette, med flot og teknisk fodbold, skulle AGF nu være tophold og spille med om medaljer. Desværre gik det som bekendt ikke sådan, og den 20. maj 2010 blev Erik Rasmussen fyret, efter at AGF igen måtte rykke ned i 1. division. Gennem hele den tid Erik Rasmussen var træner i AGF, og for så vidt også før den tid, har jeg syntes at han var en sympatisk mand. Hans filosofi om ledelse og fodbold virkede moderne og tillokkende, og var på papiret lige netop det jeg syntes ville være det rigtige. Nu skulle det være, det kunne kun blive en succes, AGF skulle være dansk mester. Da det så ikke virkede, og AGF rykkede længere og længere ned i tabellen, kom spørgsmålet stadigt hyppigere og mere insisterende, var Erik Rasmussen den rette cheftræner for AGF? Fordi det burde være en succes, fordi holdet var uheldige i nogle tætte kampe, og fordi nogle spillere blev skadede og  fordi at vi jo alle kunne forestille os hvor godt det kunne være hvis altså bare det hele gik som vi nu havde tænkt os da Erik Rasmussen kom til AGF, var det meget svært at acceptere at der måske havde været behov for en forandring længe inden nedrykningen blev en realitet. Jeg holdt for længe fast i en illusion om at det hele nok skulle vende, hvor jeg burde have indset at selvom Erik Rasmussen er en dygtig træner, med et menneskesyn jeg har stor sympati for så leverede han ikke varen. Klubben skulle vinde kampe, vi skulle vinde mesterskaber og det skulle gøres på en flot og seværdig måde, i stedet styrede vi direkte mod nedrykning og i sidste ende måtte også jeg acceptere, at selv de bedste intentioner ikke kan gøre det ud for at levere resultaterne.