Med en kærlighed for positiv og flot fodbold og en historik med mit hold AGF, som mildest talt har medført nogle gevaldige nedture og i perioder har noget værre langsparker fodbold, så var det med en stor glæde da jeg for nogle år siden hørte at Erik Rasmussen skulle være cheftræner fra den 1. januar 2009. Ove Pedersen havde ført klubben igennem en periode i 1. division og tilbage til den bedste række, men havde svært ved at flytte holdet over midten af superligaen. Erik Rasmussen skulle ændre dette, med flot og teknisk fodbold, skulle AGF nu være tophold og spille med om medaljer. Desværre gik det som bekendt ikke sådan, og den 20. maj 2010 blev Erik Rasmussen fyret, efter at AGF igen måtte rykke ned i 1. division. Gennem hele den tid Erik Rasmussen var træner i AGF, og for så vidt også før den tid, har jeg syntes at han var en sympatisk mand. Hans filosofi om ledelse og fodbold virkede moderne og tillokkende, og var på papiret lige netop det jeg syntes ville være det rigtige. Nu skulle det være, det kunne kun blive en succes, AGF skulle være dansk mester. Da det så ikke virkede, og AGF rykkede længere og længere ned i tabellen, kom spørgsmålet stadigt hyppigere og mere insisterende, var Erik Rasmussen den rette cheftræner for AGF? Fordi det burde være en succes, fordi holdet var uheldige i nogle tætte kampe, og fordi nogle spillere blev skadede og fordi at vi jo alle kunne forestille os hvor godt det kunne være hvis altså bare det hele gik som vi nu havde tænkt os da Erik Rasmussen kom til AGF, var det meget svært at acceptere at der måske havde været behov for en forandring længe inden nedrykningen blev en realitet. Jeg holdt for længe fast i en illusion om at det hele nok skulle vende, hvor jeg burde have indset at selvom Erik Rasmussen er en dygtig træner, med et menneskesyn jeg har stor sympati for så leverede han ikke varen. Klubben skulle vinde kampe, vi skulle vinde mesterskaber og det skulle gøres på en flot og seværdig måde, i stedet styrede vi direkte mod nedrykning og i sidste ende måtte også jeg acceptere, at selv de bedste intentioner ikke kan gøre det ud for at levere resultaterne.
Min første tanke til disse ord om svære beslutninger og din mulige fastholdelse i en illusion for længe er at jeg kan være i tvivl om din illusion og dit inderste ønske har været i dis-harmoni. Det store spørgsmål er i virkeligheden om du inderst inde ønsker at bevise for dig selv at grunden til egne svigtende resultater ikke kan påføres ej heller lastes dig at dine intentioner ikke har være gode nok, eller ægte. Med udgangspunkt i solipsismens forunderlige virkelighed må det antages at du allerede fra starten af har haft et inderligt ønske om at denne træner og i kølvandet med han, hele AGF skulle fejle, og ikke nå i mål, blot for at styrke eget ego og egen illusion om at dine personlige hensiger er ophøjet til gode og uanfægtelige.. Først med AGF’s fyring af en træner med gode intentioner og med klubbens fald vil du være i stand til at retfærdiggøre egne fiaskoer..
Consumatum est
;o)
Det bygger jo på den antagelse af der ikke eksisterer andre end mig, hvorved jeg jo som du påpeger blot kan tænke mig til at AGF begynder at vinde…eller at denne kommentar ikke eksisterer
ligesom at alle kommentarene i denne tråd er ren og skær selvransagelse..
Korrekt, men jeg er glad for at flere af mine personligheder er med til at selvransage, det kunne godt blive noget af en opgave, hvis det kun var mit primære ego der deltog.
Son, your ego is writing checks your body can’t cash